Ellen Hansen

  Generelle notater:

Dåb:
Født 31 Marts 1929 på Strandby Mark Haarby Sogn, Baag Herred, Kaldet Ellen Hansen af forældre Forpagter Hans Hansen, 30 Aar og Hustru Ane Hansen 35 Aar, Strandby Mark Viet Vigerslev 15. Juli 1928, Døbt 23. April 1929 af Sognepræst A. Ourt i Hjemmet Fremstillet i Haarby Kirke den 22. September 1929. Faddere: Barnets Forældre var tilstede ved Daaben. Husmand Jens Hansen, Strandby, Kreaturhandler Niels Hansen, Strandby, Gaardejer Rasmus Pedersen og Hustru Katrine Pedersen, Strandby.- Barnets Moder.


Se også artiklerne i Helnæsposten under "Niels Larsen Hansen", som hun nok har haft en finger med i.


Odense, Baag, Haarby, Strandby, Gaard, Matrikel nr 24a FT 1930
Navn: Alder: Bobæl: Fødested: Stilling i husstanden: Erhverv:
Rasmus Petersen 23/3 1863 Strandby pr Jordløse Haarby Sogn Gdjr. Forpagtet gaarden ud
Ane Katrine Petersen 7/11 1869 Strandby pr Jordløse Jordløse Sogn Hustru

Hans Hansen 24/9 1898 Strandby pr Jordløse Haarby Sogn Gift Husfader Forpagter af Matr 24a
Ane Hansen 21/1 1894 Strandby pr Jordløse Haarby Sogn Gift Husmoder
Ellen Hansen 31/3 1929 Strandby pr Jordløse Haarby Sogn Ugift Barn
Ejnar Sigfrid Jensen 13/9 1915 Strandby pr Jordløse Odense Ugift Karl
Alma Ravn 27/6 1916 Strandby pr Jordløse Nørre Broby Svendborg Pige

Boede på Lillebækgaard i Strandby.



1. Brev fra Ellen Hansen Strandbyvej 73 til Bodil Hansen (Mullit):

Strandby 27/1 1980
Kære Bodil.
Tak for billede og brev som jeg fik i Fredags, lige midt i et besøg af journalist og fotograf, fra Landboforeningernes blad Landsbladet, som var her for at høre lokalhistorie så fik vi også set på det gamle skolebillede; det var ellers ikke et besøg, som jeg brød mig om, og værst er det, at når noget irriterer mig, så stiger min sukkerprocent (jeg har sukkersyge) og det tager en uges tid at komme i balance igen, så jeg var glad for dit brev, så fik jeg lidt andet at beskæftige tankerne med, og nu vil jeg forsøge om jeg kan svare dig på dit hjertesuk, ang. din far. Jeg sender en kopi af nogle gamle papirer, anetavle, den er desværre blevet noget utydelig, men jeg vil forsøge at "pynte" lidt på den, der er jo også et postkort fra Alexandria, som din far har sendt til sin fætter Rasmus Olsen, din fars moster Maries søn, den moster Marie, som min mor først kom i pleje hos i Nellemose, men senere kom mor til Trunderup til sin faster Karoline, måske fordi, (det har jeg nylig fået oplyst, af moster Maries børnebørn at Maries mand, Rasmus Olsen Rasmussen, var en lystig og lidt for tørstig mand, han var spillemand og blev udlært murer efter at være fyldt 50, for at få svendebrev, snød han sig ti år yngre end han var).

Men tilbage til Bedstefar, Niels Hansens anetavle, som jeg har studeret, og som Niels Hansen den 2., som han sommetider kalder sig, skriver, så er Strandby een stor familie, og jeg har kendt en del af de gamle mænd, kvinderne har Niels, som også hans forfædre, ikke regnet med, og der mangler nogen stykker i anetavlen, men de har vel heller ingen betydning for dig, du er ikke selv skrevet på, men gør det, og så tror jeg, at den lige linie er i orden.

Som du kan se, så har vore forfædre og mødre været gift flere gange, og det var nok ikke af kærlighed, det var en praktisk nødvendighed, og der blev børn, som var dine, mine og vore, og disse børn blev ikke just overøst med kærlighed eller blot venlighed. Man var måske meget gudfrygtig, i alt fald egne tanker, men der er også slået mange sag i vor Herres navn, både i de små hjem og ude i den store verden. Jeg er bange for, et har givet følelseskolde mennesker. Det var en kold tid også dengang, både fysisk og psykisk og når vi sammenligner med nutiden, så er forskellen næsten ens; dengang døde ægtefæller fra hinanden, i dag bliver de måske skilt, det samme resultat, det er børnene som bliver Stedbørn, de hungrer efter kærlighed og forståelse. Jeg tror din far er vokset op i et ulykkeligt miljø, jeg vil så nødig dømme, men kan ikke lade være, at svinge pisken lidt, over de gamle, noget selvglade Strandbymænd. Med al tydelighed fremgår det, at fædrenes synder nedarves på børnene indil 3. og 4. led. Tro nu ikke, at jeg ellers slynger om mig med bibelcitater, men det passer bare så godt i dette tilfælde.

Vores oldefar Hans Nielsen, (din far er opkaldt efter ham) var Sognefoged og som du kan se krigsveteran og legatstifter, (for værdigt trængende i sognet). Det var de gode sider, nå ja også gårdejer og ejer af ½ Strandby Mølle; dertil kommer så, hans storhed i egne tanker, det var ret meget, efter sigende, ingen rigtig rar mand. Hans søn Niels Hansen, vor Bedstefar, måske rar og god, måske for godgørende, han gik selv konkurs ved sin godgørenhed, et par børn døde og hans kone døde, af tuberkulose, ja også et par af vores bedstemors søskende døde hos dem i "Braagaard", v. gadekæret i Strandby, da hans kone, vor bedstemor døde og han giftede sig med Christine, begyndte hans ulykke nok for alvor. Jeg vil n ødig dømme Christine, hun har haft det ligeså svært som stedbørnene, men ingen af de gamle kunne eller ville forstå hende. Ja min mor, var nok den der gnistrede mest, når jeg forsøgte at forsvare Christine, men mor kendte kun to farver, sort og hvidt, der var ingen mellemvej og mor dømte hårdt, nok en arv fra forfædrene.

Christine var møllerdatter fra Jullerup, hendes to søstre var blevet gift her til egnen, Fru Wigdal, som var med på det gamle skolebillede, og Fru Bender, Haarby. Hendes mor var død og hendes far flyttede ind hos fru Wigdal i skolen og Christina blev husbestyrerinde hos Bedstefar. Hun havde lært husholdning på herregårde, var ung, smuk og velhavende. Bedstefar kunne sikkert bruge et tilskud til økonomien, og måske synes han også om,at have en køn kone, og de blev gift september 1897 og Gunnar blev født 25. Januar 1898. Det var mand og 5 børn på een gang minus min mor, som kom til Trunderup, hvad mor var fortørnet over, "hvorfor var der ikke plads til mig", sagde hun, men jeg tror ikke, der havde været bedre i Strandby, og fortsatte mor, Christine vidste hvad hun gik ind til; måske, Bedstefar havde nok ikke råd til, at føre herregaardsliv, heller ikke fine kjoler og selskabsliv, var der noget af. Christine var ikke vant til det grove arbejde, måtte have unge piger til at hjælp, det kostede og de unge piger forstod ikke den fine frue, der var karle, møllersvend og møllekusk, som skulle have deres forplejning, og penge var der næsten ingen af, også aner det mig, at Bedstefar begyndte at drikke og handle, med heste og andre dyr, var ikke meget hjemme og kom hjem og var mørk og meget indesluttet i lange tider. Et par episoder fortæller lidt om dette, engang efter en lang tavshed var mor kommet på besøg og Christine henvendte sig til Bedstefar, hvem hun forøvrigt altid kaldte Niels Hansen, som svar, fik hun et slag over fingrene af stokken; en anden historie fra Bedstefars ældre dage, har Holger fortalt, han kom hjem på besøg, og Bedstefar var mørk og tavs, Christine forsøgte på en let måde, at fortælle Holger, hvordan det stod til, og siger: "Jeg er så ked af, at far ikke er hjemme, han har været væk længe, i stedet har jeg haft "gamle Niels" siddende, og det er jeg snart ked af. Mener det viser, at hun nærmest har sat alle sejl til, for at overleve. Omkring 1911 el. 13 husker ikke helt nøjagtig, måtte Bedstefar sælge sin halvpart i Strandby Mølle og "Braagaard", og købte så huset "Braagaardsminde", og blev kreaturhandler, og det blev nok ikke bedre med økonomien.

Holgers kone har fortalt, for ikke så længe siden, at Holger måtte overtage huset før Bedstefar døde, januar 1943, efter den tid kunne Christine spare op af sin aldersrente. Og Holgers kone, Else Helen, sagde absolut ikke dette, for at rose Christine, for de havde intet godt forhold til hinanden, jalousi, Else Helen, havde taget Christines søn, som hun altid forkælede, ja også Gunnar, har nok været forkælet, og så er der ikke blevet nogen varmere følelser til Stedbørnene, og måske er det svært for disse stedbørn, at vise varmere følelser over for deres børn, det har de aldrig selv mærket hvad det vil sige. Og i arv har de nok fra både mødrene fædrene side fået en snert, af det mørke og tillukkede, både Rasmus Pedersen, Bedstemors bror, og min mor, kunne ruge over en ting i ugevis, ja, måneder og begyndte de endelig igen, at meddele sig til omverdenen, så var årsagen til deres tavshed absolut ikke tilgivet eller glemt, og vor ældste søn, Sven Børge, fører denne arv videre, det er ikke sådan at blive kvit. Et andet familietræk, vel nedarvet fra Hans Nielsen, Oldefar, er en storsnudethed og "tagen sig selv højtideligt", bange for, at andre ikke tror man er noget, altsammen sagt kort, tidl. godsinspektør Gunnar Andreas Hansen, "Tjele". Undskyld, men ham kan jeg altså ikke forlige mig med. Et menneske har ikke lov til at være så indbildsk. Også disse egenskaber skinner igennem her i huset, hvad jeg absolut ikke bryder mig om, gør hvad jeg kan, for at udrydde dem. Holger har skrevet et hæfte med anekdoter og pudsige historier, jeg vil sende et par ark med, nogen som handler om hans barndom og vor Bedstefar, det viser en lysere sindsstemning, en sans for humor, som er blevet ham til del. Men han har været Regimentsmusiker, og den korrekte optræden og selvdisciplin har nok præget hele hans liv, og sønnen Niels, 28 år, er i sin væremåde, langt fra nutidens ungdom, han er lærer, organist, musiker og meget fynsk i sin tale, enebarn af ældre forældre, meget velopdraget.

En anden ting som også præger disse "store mænd" er deres forhold til kvinder, dem regner de simpelt hen ikke, som mennesker, kun som praktiske at have i huset, hvor de helst skal stå på pinde 24 timer i døgnet. Jeg mindes Gunnar (han er ugift), engang han besøgte Risbjerg, det var forøvrigt der han kom, hos os, hans familie, var der for lavt til loftet. Men som gæst på Risbjerg, tillod han sig at kommandere og herse med Karoline Risbjerg, som var over 80 år, "ræk mig cigarerne", "ring efter en taxa" og i den tone, som jeg i alt fald havde besvaret med et "Gør det selv". Karoline efterkom rystende hans ordre og var grædefærdig, når han var gået. Også det,at vedkende sig det miljø, som disse mænd kom fra, har det knebet med. Gunnar har for mange år siden forbudt Holger, at besøge sig på "Tjele", den slags småfolk var ikke velset der.

Du må undskylde hvis jeg er for hård, men det er som jeg har opfattet tingene, måske drager du en helt anden slutning af det jeg har fortalt. Jeg håber vi kan være lige gode venner for det, for mig, har det ingen betydning, om vi er enige, jeg kan godt respektere folk med en anden mening, hvis den ellers har jordforbindelse og det da ikke lige frem drejer som om vold. - En anden ting er, at jeg ved, at din far var meget religiøs, han kunne godt gøre mig lidt bange, når han somme tider kom på besøg. Og jeg har et brev, som jeg fik til min konfirmation, absolut ikke en børne el. ungdoms fortælling. Når jeg sommetider har nævnt min morbror Hans overfor min svigermor og hendes bror Jens som bor her i Strandby og som var kammerat med din far, så siger de på en vemodig måde "Hans", ja, hvad blev der dog af ham, mere kan jeg ikke rigtig få frem, jeg opfatter det, som han har været en alvorlig lille dreng, som de andre børn har haft lidt ondt af. Jeg håber, vore forfædre tilgiver os, vor bedømmelse og min blotlæggelse af familiens forhold. Men lidt kendskab til fortiden, kan godt hjælpe på forståelsen af egne problemer. Nu håber jeg ikke, at gudernes vrede indhenter mig i den kommende tid; vor yngste søn, Søren er lige rejst på teknisk skole i Næstved og Svend Børge , vor ældste søn, residerer i ophøjet ensomhed, i sit fine hus i Haarby, så her er så stille, Knud, min mand, er ikke af mange ord i hverdagen og hvis vejrguderne eventuelt begraver os i sne, så er vi ret så ensomme, her langt ude på landet. Men i aften får vi besøg af Inge, vor datter, med familie, så keder vi os ikke så længe. Vil du hilse familien fra os her.

Din kusine Ellen.



2. Brev fra Ellen Hansen Strandbyvej 73 til Bodil Hansen (Mullit). (Formentlig Feb/Mar 1980):

Kære Bodil

Efter at jeg har talt med dig i telefonen, om det gamle skolebillede, kan jeg ikke lade være med at fortælle dig lidt om den gamle friskole el. privatskole og om familiebånd som også her gjorde sig gældende. Privatskolen blev oprettet af Anders Larsen, han var fætter til vor Bedstemor, Ane, gift med Niels Hansen og Anders Larsen var også fætter til Niels Hansen, det var dog ligesom vort "fætterskab" med Niels Hansen den 2. Ret indviklet, men hvis du læser om slægten fra Helnæs, ser du at Ane Marie Nielsdatter blev gift med Lars Larsen i Strandby, 12 Maj 1848, Ane Marie var søster til vor Oldemor Kirsten Nielsdatter.

Og så lige et bånd mere, Ane Marie og lars Larsens datter, Karen Marie, var mor til Anders og Karoline Risbjerg og de havde flere søskende, og Karen Marie, var kusine til vor Bedstemor, Ane. Desuden var Anders Risbjergs fætter gift med Niels Hansens farbror, Niels Nielsen og han boede også her i nærheden. Mon du kan finde ud af alt det.

Men mere om friskolen, Anders Larsen oprettede denne privatskole fordi hans ældste søn, ikke var så intelligent, og fordi denne søn altid gik og gnubbede sig, han har nok lidt af Allergi, han blev alle sine dage kaldt "Skutte", han skuttede sig. Og dengang havde vi omkring 1890, en gammel noget vredladen, vistnok enarmet krigsveteran, til lærer, og Anders Larsen oprettede derfor sin egen skole, ansatte en lærerinde til at undervise sine egne og den øvrige families børn, det var jo en ret stor flok; da Lærer Wigdal kom hertil 1895, blev der bygget en ny skolebygning ved siden af den gamle stråtægte fra 1838, og privatskolen ophørte og børnene fortsatte i kommune skolen. Jeg fik ikke skrevet, at Anders Larsen var bange for at den gamle lærer, skulle slå sønnen fordærvet, og gårdens "Birkebæk's" storstue blev brugt til skolestue, og så når vi frm til Karen Larsen, Anders Larsens svigerdatter, som er den, der i dag fortæller om fortiden, skønt hun kun har været i Strandby fra 1920, så har hun forbindelse til 1890 erne, da hendes mor var, først på Højskole sammen med Strandbyer, og siden kom til at tjene på "Birkebæk". Og Karen L. har for nylig fortalt mig, at det var hendes mor, som passede min mor og hendes brødre den dag vores Bedstemor blev begravet. Og at hun K. L., helt fra barn, havde hørt sin mor fortælle, om disse børn, som var blevet moderløse og den tragedie, som var overgået et Strandbyhjem. Karen Larsen og hendes forældre var Langelændere; det har været noget der har gjort indtryk, at fire børn blev moderløse; at Karen L., så senere blev frue på "Birkebæk", og en førende dame her på egnen, og nu på sine ældre dage fortæller egnshistorie, ja sommetider må man undres over tilværelsens krogveje.

I nogle gamle almanakker fra lærer Wigdal's gemmer, har jeg fundet et par notater som må med, for fuldstændighedens skyld.
Den 22 april 1900, Konfirmation, Bender og jeg (Wigdal) nede hos Niels Hansen, at gratulere Hans. Og senere står der flere steder, at Hans har besøgt lærer Wigdals, når han din far var hjemme på besøg, også engang sammen med din mor. Det er ret korte notater, men navnene fortæller, om den kontakt der har været.

Nu må jeg vist slutte, Håber at jeg når, at få et par billeder med, som er sendt til affotografering. Vejret driller, det er ikke så let at færdes, fortsat 2/-2. Nu er vi begravet i sne, posten har ikke været her siden Torsdag, men det lykkes at få sendt breve i dag. Endnu engang mange
hilsener,

Ellen.

Ellen blev gift med Knud Hansen, søn af Peter Christensen Hansen og Ane Jespersen, den 12 Maj 1950 i Haarby Kirke.¹ (Knud Hansen blev født den 12 Jun. 1923 i Sørup og døde den 8 Jan. 1989.)

  Ægteskabsnotater:

Knud Hansen Ugift Avlsmedhjælper, Strandby Haarby Sogn, Odense Amt Født i Sørup Sogn, Svendborg Amt 1923 12 Juni af Forældre Husmand Peter Christensen Hansen og Hustru Ane f. Jespersen i Sørup Sogn 26 Aar,
Ellen Hansen ugift Husassistent, Strandby Mark, Haarby Sogn, Odense Amt. Født samme sted. 1929 31. Marts af Forældre: Gaardejer Hans Hansen og Hustru Ane f. Hansen Strandby Mark 21 Aar,
Lysning a: 17 April 1950 b: 23. April 1950 i Haarby Kirke c: 24 April 1950.
Viet 12 Maj 1950 i Haarby Kirke af Sognepræst Bruun-Mogensen.
vidner: Brudens Fader og Postbud Aage Skiberg Roskilde.
Attest fra Sognefogeden i Haarby af 15 April 1950 Journ No 4.